Once Upon a Time gik en træt, modløs og halvgammel kvinde rundt i New York. Eller ”gik” var måske så meget sagt. Hun traskede, vraltede og humpede sig op mod Central Park. Planen var egentlig en længere spadseretur rundt i storbyens pulserende gader. Men kroppen ville ikke. Fødderne gjorde ondt, hofterne brokkede sig, og benene var trætte. Det var efterår. Dét efterår i 2018 hvor jeg tog en af de vigtigste beslutninger i mit liv. På papiret havde jeg alt. Jobbet ”to die for” (hvilket jeg også følte, jeg gjorde en lille smule hver dag), god økonomi, familie, venner og et aktivt social liv. Hus, have og havkajak samt spritny bil og en udmærket pensionsopsparing. Det eneste, jeg manglede, var gnisten. Livsglæden, overskuddet og formålet med det hele. Turen til The Big Appel var et break. Min evigt ringende telefon havde jeg efterladt på hotellet, og gadens larm blev fuldstændig overdøvet af bulderet i mit hoved. For det her gik ikke. Jeg kunne simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst havd