Once Upon a Time gik en træt, modløs og halvgammel kvinde rundt i New York. Eller ”gik” var måske så meget sagt. Hun traskede, vraltede og humpede sig op mod Central Park. Planen var egentlig en længere spadseretur rundt i storbyens pulserende gader. Men kroppen ville ikke. Fødderne gjorde ondt, hofterne brokkede sig, og benene var trætte.
Det var efterår. Dét efterår i 2018 hvor jeg tog en af de vigtigste beslutninger i mit liv. På papiret havde jeg alt. Jobbet ”to die for” (hvilket jeg også følte, jeg gjorde en lille smule hver dag), god økonomi, familie, venner og et aktivt social liv. Hus, have og havkajak samt spritny bil og en udmærket pensionsopsparing.
Det eneste, jeg manglede, var gnisten. Livsglæden, overskuddet og formålet med det hele.
Turen til The Big Appel var et break. Min evigt ringende telefon havde jeg efterladt på hotellet, og gadens larm blev fuldstændig overdøvet af bulderet i mit hoved. For det her gik ikke. Jeg kunne simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst havde været rigtig glad.
Omsider førte mine trætte ben mig op foran Dakota bygningen, hvor John Lennon boede og så tragisk blev skudt 8. december 1980. Der lå friske blomster foran bygningen som et trist statement over et liv, som sluttede alt for tidligt. Og da jeg langsomt trissede videre over mod Central Park, blev jeg fanget af tonerne af et af Lennons største hits, Imagine.
Ja, tænk engang hvis der ikke fandtes krige. Eller noget. Tænke engang hvis der fandtes drømme om et andet liv.
Jeg tog en beslutning den dag i Central Park med en respektfuld erkendelse og Imagine i ørene. En beslutning om at vende mit hastige og drænende karriereliv ryggen og finde mig selv. Finde ind til det, som engang gjorde mig glad og om at begynde at leve igen.
Turen derfra, og til hvor jeg er i dag, blev både længere og hårdere, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. Men den blev bygget på bevidste valg – mine valg. Og et ønske om at leve fuldt ud.
Hver dag. Resten af livet.
Det er baggrunden for Everyday Living.
Velkommen til
