Caminito del Rey

Alt på et bræt!

Det er tidlig morgen, og jeg kan svagt høre byens summen gennem de tykke skodder. Hurtigt får jeg åbnet til dagslyset, så jeg kan tjekke vejret – og ja tak! En let dis, men ellers solrigt. En god dag til vandring. Og ikke bare en almindelig gåtur, men indfrielsen af en mangeårig drøm – Andalusiens legendariske Caminito del Rey.

Er det nu sikkert?

Kan jeg tøjle min højdeskræk?

Og får jeg indfriet mine forventninger?

Svarene er ja, ja og ja!

Allerede mens jeg står ved indslusningen sammen med en blandet flok af sommerklædte turister, klassiske vandretyper, børn, voksne og et hav af guider – alle forsvarligt udstyret med sikkerhedshjelm - begynder det at kildre lidt i maven. Vi har gået de første kilometer fra P-pladsen, spadseret tværs gennem et bjerg via en tunnel, og er gået af plane grusstier op til starten af stien, hvor grupper af besøgende venter på at blive lukket ind. Og det tager lidt tid. For sikkerheden prioriteres virkelig højt, og udover hjelmene sluses grupperne af sted med passende mellemrum, så der ikke bliver trængsel på stien, og hver gruppe har en erfaren guide med som ekstra sikkerhed. Guiden, viser det sig, er derudover en kæmpe gevinst i forhold til at fortælle om områdets enorme biodiversitet og ikke mindst de mange historier, som går om stien - folk som er styrtet i døden, arbejdere som hang i tove, mens de byggede stien, kongen som gav navn til ruten osv.

Vi fortsætter på grus og noget af det, som har været den oprindelige sti. Men snart stiger pulsen, og vi møder den første gangbro, som løber udenpå Canyon Las Palomas. Solide planker båret af kraftige jernstivere og afskærmet af kraftigt net ud mod intetheden. Det virker sikkert nok, men alligevel temmelig angstprovokerende. Flere sniger sig da også af sted nærmest klistret ind mod klippevæggen, og jeg må selv i gang med en indre peptalk, før jeg tør læne mig ud og kigge ned over den brusende flod dybt, dybt nede.

Højden er ikke det eneste, som giver gåsehud. Vi nærmer os middag, og da vi forlod Malaga først på formiddagen, var temperaturen oppe omkring de 20 grader. Men her oppe i højderne er klimaet et helt andet, og kløftens høje sider virker som en tunnel for den kolde bjergvind. Dyrt købte erfaringer fra tidligere bjergvandringer fik mig i morges til at trække i en langærmet bluse af merinould og proppe min tynde dunjakke og halsedisse i rygsækken, og det er jeg lykkelig for nu, mens jeg den største medlidenhed med de arme turister, som går og hakker tænder i deres shorts og tynde t-shirts.

Så er vi tilbage på fast grund og kan lade os varme af solen i Hoyo Valley, hvor bænke lokker til et lille hvil, og pulsen falder til ro. Men på næste etape kommer den atter på overarbejde. Dels venter endnu en nervepirrende vandring på bræddesti, dels går det opad – og så skal vi krydse Gaitanes Gorge-kløften ad en smal stålbro, som viser sig at ryste og dirre, når folk går på den. Underlaget er et stålgitter, som gør at man kan se direkte ned i det frie fald. Hvis altså ikke man, som jeg, vælger at stirre stift over på den anden bred.

Herefter er der igen fast grund på klippesti og nedad trapper. Og de sidste par kilometer går man langs El Chorro-dæmningen i et skønt, grønt område, hvor vegetationen breder sig vildt ned ad klipperne, og ørnene danser i opvindene højt over os. Den sidste kilometer foregår atter på grus, og det er en helt passende afslutning på en kort, men absolut storslået oplevelse.

Ved endestationen er der toilet og lidt boder. Her venter vores bus, som kører os tilbage til Malaga. Men er du af sted på egen hånd, kører der også en shuttlebus tilbage til udgangspunktet.

Eventyrernes dødsrute

Caminito del Rey, Kongens lille sti, snor sig 7,7 km gennem bjergpasset Desfiladero de los Gaitanes ca 60 km nordøst for Malaga. Stien følger floden Guadalhorce og blev oprindelig anlagt i begyndelsen af 1900-tallet som adgangsvej mellem to vandkraftværker. Navnet kan henføres til Kong Alfonso XIII, der gik noget af stien, da han skulle besøge et af kraftværkerne. Historien fortæller, at stien endnu ikke var helt klar, så kongen måtte fires flere hundrede meter ned langs de lodrette klipper til en ventende båd.

Hele området byder på storslåede udsigter og dramatisk, rå natur. Bjergpasset er på det smalleste sted kun 10 meter bredt, og stien i sig selv hører til de mest bemærkelsesværdige i verden. Over 3 km af ruten er nemlig bygget direkte udenpå de lodrette klippevægge, hvoraf de højeste rækker hele 700 meter op. Af samme grund viste det sig umuligt at skaffe håndværkere til stien. Og byggeriet endte med at blive opført af en gruppe sømænd, som var vant til det gyngende arbejde i høje skibsmaster.

Over år gik stien dog i forfald og blev derfor officielt nedlagt. Det åbnede i stedet en helt ny verden for eventyrlystne adrenalinjunkier, der i stort tal kastede sig ud på de frønnede brædder. Stien fik hurtigt tilnavnet ”verdens farligste rute”, og den levede op til sit navn. Så efter flere tragiske dødsulykker blev stien definitivt lukket i 2001.

Nogle år senere begyndte så et omfattende restaureringsarbejde, som tog over 3 år. Så stod stien klar igen – denne gang i en langt mere sikker version. Og i dag krydser over 1000 gæster dagligt gennem El Chorro-kløften.

Ardales Nationalpark

Caminito del Rey er i sig selv en forholdsvis kort rute på kun 7,7 km. Men ruten udgør blot en brøkdel af et vidtforgrenet netværk af vandreruter i og omkring Ardales Nationalpark, så der er rig mulighed for at kombinere den med mange flotte naturoplevelser. Ruten udgøres primært af grusstier – og så de 3 kilometer bræddestier, som er boltet fast på de lodrette klippevægge 400 meter over floden.