Pinsetur til Söderåsen

Vejret præsenterer sig fra sin allermest forårsskønne side med høj sol og temperaturer omkring de 20 grader, da vi lægger af fra Høje Taastrup Station. Mødestedet hvor Tanja, Jakob og jeg samles og i én bil sætter kurs mod Sverige og nationalparken Söderåsen. Forude venter pinsen og tre dejlige vandredage med den erfarne Jakob som turleder. Tanja og jeg er novicer i broderlandet og følger spændt udviklingen i det svenske landskab, mens vi nærmer os Skaralid Camping, hvor vi skal mødes med resten af den lille flok, som har valgt Sverige som pinseudflugt.

Vi bor lidt forskelligt. Nogle bor i telt, andre har lejet en hygge, og vi to magelige trunter har booket et værelse i en af pladsens bygninger. En rigtig fin løsning med gode senge, fælles toilet og bad, et veludstyret fælleskøkken og ikke mindst en fantastisk altan, hvor man kan nyde aftensolen og en kølig drink efter dagens strabadser.

Strabadserne møder vi allerede få hundrede meter inde på vores første vandretur, hvor det nærmest går lodret op. Bakke efter bakke kæmper vi os opad, til det endelig flader ud, og vi belønnes med en fantastisk udsigt over trækronerne. Sverige er i sandhed et fantastisk vandreland med sine klippeformationer, søer og enorme skove. Ruterne i nationalparken er velafmærkede, og stierne er i fin stand – men hårde. Vi går på brede, jævne grusstier, plankestier, stier som er sten på sten, hvor man virkelig skal holde fokus, smalle, knudrede jordstier med mange trærødder, bakker op, bakker ned og skråninger, hvor vi nærmest må kure på rø..n.

De mange udfordringer bliver for meget for nogle af turens deltagere, selvom der på forhånd var meldt ud, at det ville blive en krævende tur. Og vi må lige ud i en krisestyring midt på ruten, før en lille håndfuld vælger at forlade flokken og tage en genvej hjem. Resten af os er klar til at fortsætte. Men det er altid en rigtig dårlig løsning, når en gruppe deles. Som nævnt er hele området omkring Söderåsen velafmærket, så det udgør ingen risiko, at de skal gå alene tilbage. Men normalt er god skik, at man følges. Det er derfor vigtigt, at man gør sig klart, om man reelt har formen, før man melder sig til tur.

Heldigvis går vi alle til køjs med følelsen af, at det har været en fantastisk dag. Og næste morgen vælger vi at dele os fra morgenstunden. Dagens rute bliver ikke mindre udfordrende. Lidt kortere, men til gengæld helt til tops, nemlig til Kopperhatten, som med sine 200 meter er nationalparkens højeste punkt. Vejen dertil er 800 meter lang stigning – og den er stejl, så vi er sprutrøde i hovederne, da vi endelig når toppen. Her belønnes vi til gengæld med endnu en fantastisk udsigt udover hele Skäralidsdalen, og de sitrende lårmuskler får sig et hvil på de solvarme klipper.

Vi kunne have vandret på tredjedagen også, men flere skulle hjem, og vi tre, Jakob, Tanja og jeg valgte i stedet at køre til Söderåsens Elgpark. Det er ikke lige en oplevelse, som jeg har lyst til at gentage, så den vil jeg ikke skrive om. Men er man til unge, halvtamme dyr, som er vokset op i fangeskab, findes stedet og er især populært blandt børnefamilier.

Det, vi i stedet, tog med os var den fantastiske svenske natur så tæt på Danmark. Dén kan jeg til gengæld klart anbefale.